2017 Nyhedsbrev nr. 51

Foreningsnyt

Bestyrelsen

Bestyrelsen består af Helle Kamvig (formand), Bjarne Hansen (kasserer), Bjarne Leth Nielsen (sekretær) og Birgitte Rødsgaard (suppleant)

Generalforsamling 2017

Generalforsamlingen bliver afholdt torsdag den 18. maj 2017 kl. 17.00 i værkstedets gårdhave. Sæt allerede nu kryds i kalenderen. Alle fremmødte vil få udleveret årstrykket af Mette Hannemann. Se portrætterne af Mette Hannemann og 2016 legatmodtageren Jacob Brostrup længere nede i nyhedsbrevet. Der vil i begyndelsen af maj blevet fremsendt separat indkaldelse til generalforsamlingen.

Nyt fra værkstedet v. Søren Ellitsgaard

Det nye galleri og rammeværksted

I efteråret 2016 fik jeg tilbudt at overtage et lejemål, som ligger på den anden side af Valhøjvej i nummer 14, et fantastisk lokale, som ganske vist krævede megen istandsættelse, men som gav mu-lighed for at starte et rammeværksted, noget jeg gerne ville kunne tilbyde vores kunder, og da vi længe har brugt meget tid og mange penge på at få produceret rammer ude i byen, gav det god mening at udvide nu, da lokalet var ledigt, og det er meget svært at find noget andet så tæt på værk-stedet.
Det har naturligvis været en stor udfordring. Istandsættelse har vi selv stået for, og økonomisk er der investeret i maskiner og inventar. Men vi kunne åbne det nye sted i forbindelse med årets jule-salg, og der er nu fuld gang i fremstillingen af rammer. Jeg har tilknyttet den erfarne rammemager Hans til at stå for den daglige ledelse og Kasper, der har været på værkstedet i 2 år, har på rekordtid lært at indramme.
I tilgift til et rammeværksted har værkstedet fået et fantastisk udstillings lokale, som nu kan bruges til at vise mange af vores værker, som vi ellers ikke har kunnet udstille. Jeg glæder mig til at vise jer de nye lokaler, og er der medlemmer der har ting der trænger til en ramme, er I meget velkomne.
Den gamle presse har været godt fyldt op med opgaver. Vi har trykt til kunstforeninger, firmaer og gallerier med Mie Mørkeberg, Claus Bojesen, Jacob Brostrup, som også var her og lave foreningens legattryk. Peter Martensen har lavet 2 store opgaver og også Adam Saks og Annette Wier har været forbi med nye opgaver.

Der har også været tid til egne udgivelser. Tal R har lave en ny serie på 5 meget flotte værker, Anne Sofie Madsen, Rose Ekens og en gammel kending af værkstedet Jesper Christiansen, som både er kendt for sin udsmykning på Amalienborg og deltagelse i kunstquizprogrammer.

Årets kunstnere ved Bjarne Leth Nielsen

Årstrykket 2017, Mette Hannemann

Jeg har en aftale med Mette Hannemann på værkstedet i Valby på en iskold vinterdag i februar. Hun er i gang med at kalke en litografisk sten, da jeg kommer. ”Fryser du?” spørger jeg, for der er ikke overvarmt i det gamle hus på Valhøjvej. Det er nok rigtigt, for under interviewet sidder jeg på en taburet, og Mette Hannemann sidder på radiatoren.
Mette har arbejdet på værkstedet tidligere, og årstrykket til Stentrykkets Venner er hendes tiende li-tografi i samarbejdet med Søren Ellitsgaard – altså en slags jubilæum.
Det handler om blomster, og derfor selvfølgelig om farver. Motivet i hendes tryk er en markbuket, kornblomster i en mælkekande. Løvet er ved at visne men blomsterne har bevaret deres lysende blå farver. Der skal syv farver i trykket og i dag er de nået til nummer fire. Motivet er stærkt beskåret, så der foregår en del uden for billedet. Der er tale om en fundamental glæde over natur, årstid, lethed, og livets forgængelighed – eksemplificeret i en buket i en kande.
Denne motivverden kendetegner alle Mette Hannemanns billeder. De er drømmende, svævende, transparente og feminine. Hvis man oplevede hendes billeder og ikke på forhånd kendte kunstneren, ville man ikke være i tvivl om, at de var malet af en kvinde.

Mette Hannemann i arbejde på værkstedet

Mette Hannemann har sit eget galleri på Værnedamsvej. Hun maler i et atelier tilknyttet galleriet men også i sit atelier i sommerhuset i Smidstrup, hvor naturen kommer helt ind under huden. ”Male-de du også blomster på Kunstakademiet”? Nej, egentlig ikke! Her var motiverne nærmere Edward Hoppers øde landskaber, og menneskets væren i verden.

I perioden 2001-04 kom Mette Hannemann til Royal Copenhagen, hvor hun designede et stel, ”Pro-jekt Hannemann”,. Smukke kander med – gæt selv – koboltblå blomster på det hvide porcelæn. Met-te arbejder forsat på Royal Copenhagen med dekorationsopgaver. Hun har bl.a. dekoreret års kruset fra 2005.
Den skabende kraft i maleriet er en essentiel del af Mette Hannemanns liv. Hun begyndte sin ud-dannelse på Skolen for Brugskunst, hvor hun i to år arbejdede med tekstildesign og formgivning. Men tiltrækningen fra maleriet var en uafviselig kraft, og på den efterfølgende uddannelse på Det Kgl. Danske Kunstakademi i perieden1986 – 1993 under professorerne Hein Heinsen, Mogens Møl-ler, Claus Carstensen var maleriet blevet hendes foretrukne udtryksform.

Mette Hannemann har et meget langt C.V., som man kan hygge sig med på hendes hjemmeside www.hannemann.dk. Hun har en lang række udstillinger bag sig ( og foran sig, red. bemærkning), og en mild regn af legater har tilflydt hende.

Nu står der blot tilbage at glæde sig til det færdige årstryk med kornblomsterne. Mette Hannemann har lovet at komme til generalforsamlingen den 18. maj, hvor værket præsenteres, og Stentrykkets Venner har også alvorlige planer om et galleribesøg på Værnedamsvej efter sommerferien.

Eksempel på Mette Hannemann maleri

Legatmodtager 2016, Jacob Brostrup

I samarbejde med Søren Ellitsgaard udvalgte vi i efteråret 2016 Jacob Brostrup som modtager af Stentrykkets Venners kunstnerlegat. Legat aftalen indebærer, at Jacob Brostrup udfører et tryk på værkstedet, hvor foreningen disponerer over i alt 20 tryk. Trykkets udleveres ikke til medlemmerne men sælges af Stentrykkets Venner, således at indtægterne går til at opretholde legatmidlerne. Jacob Brostrup har udført et formidabelt tryk i 7 farver i en størrelse på 63 x 83 cm. Trykkets sælges via vores hjemmeside for 4.000 kr. (se tilbud om rabat til foreningens medlemmer længere nede i ny-hedsbrevet.

Interview med Jacob Brostrup:

Jacob Brostrup har sat mig stævne i sit atelier i Rørvig på en Urd – stormende dag den 27. dec. 2016. Huset ligger nogenlunde i læ på en skovgrund, og døren til atelieret står åben og byder mig velkom-men. Jeg har legattrykket i en paprulle under armen.

Men først lidt om baggrunden for dette besøg: Stentrykkets Venner har etableret et legat, som – når økonomien tillader det – gives til en kunstner med henblik på, at kunstneren introduceres til eller ud-dyber sit arbejde med den litografiske proces, som den udføres på værkstedet i Valby. Søren Ellits-gaard, værkstedets leder, er en integreret del i udvælgelsen af kandidater til legatet og i den efter-følgende arbejdsproces. En aftale med legatmodtageren indebærer, udover legatet, at kunstneren udfører et tryk på værkstedet. Trykket gives ikke til foreningens medlemmer, men sælges til med-lemmerne eller via vores hjemmeside, således at indtægten går til at opretholde midlerne i legatet. Legatet blev i 2016 givet til billedkunstneren Jacob Brostrup. Tidligere modtagere er Cathrine Raben Davidsen, Melou Vanggaard, Ditte Gantris og Mie Mørkeberg.

Jacob Brostrup er født i 1973 og uddannet på Danmarks Designskole fra 1998 – 2002. Han har ud-stillet på Charlottenborgs Forårsudstilling og i en række gallerier i Danmark og Norge. Han har i en årrække arbejdet sammen med Galleri Kirk i Ålborg, og senest er Galleri Franz Petersen kommet til. Brostrups næste separatudstilling finder sted på Frederikshavns Kunstmuseum i perioden 11.marts til 29. april 2017.

Tilbage i atelieret i Rørvig.
Jacob er en høj mand, og han er i gang med at rense pensler, da jeg træder ind. ”Arbejde og fritid smelter sammen, når man arbejder med sin kunst 60-80 timer om ugen. Fra 8 – 16 er det arbejde og fra 16 – 22 er det hobby”, siger han. Væggene er dækket med store malerier til udstillingen i Frede-rikshavn. Mine øjne flakker rundt, og det er svært at koncentrere sig om den kop kaffe, Jacob tilby-der mig.

Jacob Brostrup renser pensler i atelieret

Indsigt i hans teknik er et væsentligt element i forståelsen af opbygningen af hans kunst, og Jacob fortæller gerne om arbejdsprocessen. Denne proces begynder med fotokameraet og fortsætter deref-ter i computeren, hvor han har op mod 200.000 fotos liggende. Jacob er en ivrig fotograf(!). Hoved-temaet i hans fotos omfatter bl.a. arkitektur, byer, og natur, i mindre grad mennesker. Disse temaer bearbejder han i photoshop, hvorefter resultaterne sammenkædes i en række dobbelt eksponeringer eller snarere multiple kompositioner, som er grundlaget for det efterfølgende arbejde på lærredet. Moderne computerteknologi har således i meget høj grad indtaget Jacobs kreative arbejde, og det færdige photoshop bearbejdede billede kan indeholde op mod 50 lag. Herefter begynder arbejdet på lærredet med farver, strukturer, perspektiver, lys og skygge.

Hvad er det så, Jacob Brostrup kombinerer i sin billeder, og hvad er det, der ryster mig lidt, når jeg betragter dem. Det korte svar er ”opløsning og forfald”. Kulturen og arkitekturen overtages, indta-ges, fortæres langsomt men uundgåeligt af naturen. Vi kan kæmpe imod processen, men vi kan ikke stoppe den. Menneskets svaghed overfor naturens hævn var denne morgen udstillet af væltede træ-er, indstillede færger og oversvømmede kystveje. Menneskeheden vil i et geologiske perspektiv tabe kampen mod naturen. Derfor er Jacob Brostrups billeder et voldsomt signal om klimaforandringer, ”civilisationens” misbrug af naturværdierne og den afmagt, der er ved at indtage os. De fleste af billederne er mennesketomme eller måske ser vi enkelte, som løber forvirrede rundt eller er på vej væk fra det selvskabte inferno.

Legattrykket 63×84 cm

I legatlitografiet, ser vi en trappe, en Jacobsstige?, der fra en vestibule forsvinder op bag spejlende facader og udskårne loftspaneler fra en svunden florisant tid. På gulvet i vestibulen vokser planter og mystiske vækster, og et forfaldent billetkontor til højre i billedet minder os om, at rejsen ikke kan fortsætte herfra.

Jacob Brostrup finder inspiration og tager mange af sine fotos i spanske storbyer, der byder på så megen stor bygningskunst og ældre arkitektonisk overdådighed. Han bor med sine kæreste i flere måneder om året i Barcelona. De botaniske tropiske lag i billederne er hentet i regnskovsmiljøer i bl.a. Mellemamerika. Man fornemmer fugten, varmen, vandfaldene og de oversvømmede gulve.
Mit besøg afbrydes af en irriterende mobiltelefon. ”Nu sejler rørvigfærgen igen, og vi skal skynde os hjem !” Ak ja.

Tak til Jacob Brostrup for et gennemarbejdet og tankevækkende litografi, og held og lykke med fremtiden. Den har vi alle sammen brug for.

Ejendommen

Stentrykkets Venner er som bekendt ejer af ejendommen, der huser værkstedet. Vi vedligeholder og forbedrer løbende den gamle ejendom. Der vil i foråret 2017 blive isat en ny port ved indgangen til port området, hvor værkstedet opbevarer de litografiske sten.

Medlemssituationen

Vi er fortsat 100 medlemmer i foreningen. Vi har to kandidater på venteliste om medlemskab.

Hjemmesiden

Foreningens hjemmeside, www.stentrykketsvenner.dk, er blevet overført til et nyt system, men den flittige bruger vil kun opleve få forandringer. Vi arbejder med de sidste opdateringer, og håber på at dette ligger færdigt inden generalforsamlingen i maj.

Salg af litografier

Hjemmesiden har et opslag, der hedder “salg af litografier”. Her tilbyder foreningen hjemmesidens besøgende at købe litografier, omfattende legattrykkene og ekstraeksemplarer af årstryk og medlemstryk samt diverse litografiske plakater. Alle indtægter ved salg føres ind i legatmidlerne. Besty-relsen har besluttet at tilbyde foreningens medlemmer en rabat på 30% af hjemmesidens priser. Vi vil specielt gøre opmærksom på de to sidste legattryk af Mie Mørkeberg og Jacob Brostrup. Trykkene kan rekvireres ved henvendelse til sekretæren.

Med venlig hilsen

STENTRYKKETS VENNER

Bjarne Leth Nielsen, sekretær

You may also like...