Jesper K. Kristiansen

jk_1_(Small).jpeg
jk_2_(Small).jpeg
jk_3_(Small).jpeg
jk_4_(Small).jpeg

Jesper K. Kristiansen var i 2001 Kunstnerlegatets første legatmodtager.

Odense, den 29.10.01.

 

Ang.legatmodtagelsen..

For nu snart længe siden fik jeg besked fra min tidligere professor på akademiet. at jeg var blevet indstillet til Stentrykkets Venners Kunstnerlegat. Det var selvfølgelig en glædelig nyhed, og jeg var beæret over at der var blevet tænkt på mig i den sammenhæng, når det lige så godt kunne være tildelt så mange andre, yngre kunstnere.

Men faktisk var nyheden om legatet også en smule skræmmende, for jeg havde ikke arbejdet med egentlig grafik i noget der ligner fire år. Ogjeg var lidt bekymret for, om jeg nu også ville kunne få en ordentlig ide til et værk; vel at mærke et værk, der på en gang var et naturligt led i min kunstneriske praksis, og som samtidig ville egne sig til den litografiske arbejdsproces.

Jeg havde tilbage i 1995 forsøgt mig udi litografiet og kendte dermed en smule til det tekniske. Hvad mere vigtigt var, kendte jeg udmærket det litografiske udtryk og havde en ide. om hvad den litografiske sten kunne “gøre for mig” som medie.

Som jeg ser litografiet. så ligger det meget op til en malerisk løsning. Stenens utallige muligheder for at skrabe, ætse og så videre er virkelig guf for en maler, som herved får chancen tor at udforske lagene og stofligheden.

Men da jeg overhovedet ikke er maler, slet ikke i klassisk forstand, så var min baggrund og tilgang til litografiet selvfølgelig en anden; mit arbejde er mere funderet i tegningens og objektets muligheder. så jeg måtte ligesom tinde en måde at tilpasse litografiet min praksis. Jeg ville ikke lave et litografi bare tor at lave et litografi; der skulle være en mening med det.

Jeg fik så ideen til de amputerede brydere, som jeg synes opfylder mine egne, kunstneriske kriterier. De gør sig godt på litografiet. samtidig med at de “kan noget” ud over blot at se godt ud, noget ekstra. Min ambition var at forsøge at bruge litografiet på en anderledes måde, end man normalt ser rundt omkring. Jeg ville minimere det ekspressive element i formen og i stedet prøve at bringe det ind på det indholdsmæssige plan. Gøre trykkene til noget som jeg ser som nutidskunst og ikke blot nostalgi – det som litografi ofte ligner mest når det er absolut dårligst.

Og det synes jeg er lykkedes godt.

Den generelle holdning til litografi blandt kunstnere i min egen generation er, at litografiet er utroligt gammeldags og at mulighederne for at skabe nutidskunst med mediet langt langt hen ad vejen er udtømte. Men en af grundene til at jeg sagde pænt ja tak til legatet var, at jeg på den måde ville få en tin mulighed for at demonstrere overfor jævnaldrene kolleger. at det på ingen måde forholder sig sådan.

Selvfølgelig har litografiet sine klare begrænsninger – såvel som alle mulige andre medier har det – og det er selvsagt vigtigt at være sig disse bevidst. Men pointen ligger netop i at se et medies muligheder frem for straks at pege på alle de ting som det ikke kan. Og dette gælder naturligvis ikke mindst litografiet. Man kan gøre akkurat hvad det passer en – og med de medier det passer en. Hvorvidt det så også bliver til nutidskunst og som sådan nogenlunde interessant. ja, det er jo op til kunstneren,

Sign. Jesper Kristiansen

You may also like...