Den litografiske proces
Litografi ( af græsk "lithos" = sten og "graphin" = skrive eller tegne )
Den originale litografiske trykkeproces blev opfundet af tyskeren Aloys Senefelder i 1796. Den anvender sten som trykelement, derfor betegnes den ofte som stentryk. Solnhofer-stenen er den bedst egnede til formålet.
Princippet i litografi er, at vand og fedt skyr hinanden. På en plansleben og kornet kalk-skifersten, 6 -10 cm tyk, udføres tegningen med en fedtholdig kridt eller med en tusch, som hovedsagelig består af talg, sæbe, voks, schellak og kønrøg.
Derefter ætses stenen med en opløsning af gummi-arabicum og salpetersyre. Opløsningen angriber de ikke tegnede , d.v.s. de ikke fedtdækkede partier. Stenen, hvis porøse overflade nu kan opsuge vand og fastholde fugtighed, fugtes inden trykningen med en fed trykfarve af linoliefernis. Trykfarven opsuges kun af de tegnede partier. Stenens øvrige fugtige partier afviser trykfarven.
Selve trykningen sker i en hurtigpresse, hvor stenen lægges i en slæde. Trykningen sker ved, at den frem- og tilbagegående sten, efter at den har passeret maskinens fugte- og farvevalse, glider ind under en roterende cylinder, som presser papiret ned mod stenen med et så hårdt tryk, at berøringen mellem papir og sten bliver tilstrækkelig intim til, at trykfarven overføres til papiret. Pålægning af papiret foregår i hånden.
For hver farve, kunstneren ønsker at anvende, skal der tegnes på og trykkes fra en ny sten.
Nogle kunstnere vil have en sten for hver farve. Andre kunstnere anvender bare en sten, der bliver slebet ned mellem hver farve.
Litografier kaldes ofte ægte eller originale litografier. Det betyder, at det er kunstneren selv, der har tegnet på stenen og signeret hvert enkelt tryk som godkendelse af resultatet.