Nyhedsbrev nr. 56 – februar 2020

Udgivet 01/02-2020

Kære medlem

Foreningen har herved fornøjelsen af at udsende Nyhedsbrev nr. 56.

Foreningsnyt

På generalforsamlingen den 6. juni 2019 orienterede vi om foreningens forhandlinger med byggefirmaet BGB A/S, en virksomhed der har købt den noget faldefærdige bygning mellem den første gård (gård 2) og den anden gård ”vores” gård (gård 1) foran det litografiske værksted, med henblik på at indrette i alt seks ejerlejligheder i bygningen.

Forhandlingerne har været intense men også konstruktive, og der har været lagt mange løsningsmodeller på bordet, hvor bestyrelsen bedst muligt har varetaget ikke kun foreningens interesser men også de bedst mulige forhold for fremtidens produktion af litografiske tryk på værkstedet. Det blev hurtigt klart, at foreningen ikke ønskede at involvere sig økonomisk i ombygningsprocessen, selv om denne mulighed forelå, men tværtimod ønskede at fastholde en status quo ordning, der ville bevare den charme, som er knyttet til små håndværksmæssige enklaver i baggårde i Valby.

Stentrykkets Venners interesser har under forhandlingsforløbet været varetaget af Bjarne Hansen (vores kasserer) og af Knud Th. Pedersen (jurist og tidligere formand i foreningen).

Der er nu underskrevet en aftale mellem Foreningen Stentrykkets Venner og BGB A/S.

En massiv knast i forhandlingerne, men også en forudsætning for den endelige aftale var, at det nuværende portrum og gennemgang til vores gård skulle nedlægges og erstattes af en ny men noget smallere indgang til gården. Dette ville give værkstedet et problem med opbevaringen af de mange litografiske sten, som i dag står i porten. Problemet med opbevaring af stenene, søges løst, dels ved at reducere antallet af sten og dels ved at BGB bygger et aflåseligt halvtag i gården til opbevaring af de sten, som hyppigst er i brug.

Ejerforeningen E/F Valhøj, hvor vi naturligvis er medlem, har gennem hele forløbet støttet Stentrykkets Venners ønske under devisen ” hvis I er glade, er vi nok også glade”. Ejerforeningen har på en ekstraordinær generalforsamling den 3. dec. 2019 godkendt flytningen af adgangsvejen til gård 2 samt at der nedsættes et gårdudvalg, der kan udforme og godkende ændringerne i gårde og fællesareal.

Begge gårde og portrummet er i dag klassificeret som fællesareal i ejerforeningen E/FValhøj og det har været en forudsætning at størrelsen af fællesarealet var det samme efter ombygningerne.
BGB arbejder nu videre med deres projekt, byggetilladelser m.m. På nuværende tidspunkt ved vi ikke hvornår arbejdet går i gang, men der er næppe tvivl om, at vi går en lidt kaotisk og støvende fremtid i møde.

Nedenstående er vist de ”forskønnede” visioner fra BGBs arkitekt, som i øvrigt selv ønsker at flytte ind i en af de nye lejligheder.

Ny port ind til værkstedets gård
Ejendommen set i fugleperspektiv
Opholdsområde for beboerne

Generalforsamling 2019

Generalforsamlingen blev som sædvanligt afviklet i god stemning i de hyggelige omgivelser i værkstedets gårdhave. Vejret var det bedst tænkelige indtil regnen tog fat kl. 19.30.
Det var foreningens 25 års jubilæum, og derfor var der sat ekstra kræfter ind på det udvidede arrangement. I den indhyrede street food bil gik strømmen lige så hurtig som den unge dame kunne lave en tacos. Og i fadølsanlægget kom der mere skum ud en rigtig øl. Alle tog det pænt.
I alt 41 medlemskaber var repræsenteret og i alt ca. 60 deltog i generalforsamlingen. Flot. Foreningen havde også inviteret ejerforeningens bestyrelse i anledning af jubilæet.

I takt med at medlemmerne trådte ind af porten til registrering blev de udstyret med et glas cava. En sand sværm af litografier indgik i den udvidede lodtrækning.

Der flyves med drone
Søren Ellitsgaard taler
Medlemmerne lytter ivrigt
Bjarne Hansen taler
Tilløbsstykke
Helle Kamvig taler

Generalforsamling 2020
Generalforsamlingen vil – om alt går vel – blive afholdt torsdag den 28. maj i gårdhaven. Reserver allerede nu datoen.

Årstrykket 2020
Det er os en stor glæde at meddele, at årstrykket 2020 vil blive udført af Mie Mørkeberg. Mie har tidligere modtaget foreningens kunstnerlegat, og vi føler at det nu er på tide at alle foreningen medlemmer får glæde af hendes kunst. Vi vil i næste Nyhedsbrevbringe et interview med Mie Mørkeberg.

Legattryk 2020
Bestyrelsen har i samarbejde med Galleri Tom Christoffersen besluttet i år at tildele en portion af foreningen legatmidler til kunstneren Ahmad Siyar Qasimi. Han vil under kyndig vejledning af Søren Ellitsgård udføre 1 tryk i 40 eksemplarer. Foreningen vil disponere halvdelen af oplaget, Ahmad resten.

Nyt fra Værkstedet v. Søren Ellitsgaard
Thomas Pålsson var første kunstner, vi havde på værkstedet efter sommerferien. Thomas lavede 4 tryk, 2 til værkstedet og 2 til en kunstforening, Thomas er både en fin illustrator og har tidligere også lave musik i projektet ”Rent mel i posen”. Så endnu en multi-kunstner.

Peter Linde Busk var næste kunstner. Han fik lavet 3 meget fine arbejder til værkstedet. Peter har jeg arbejdet meget med igennem de sidste 10 år, men det er længe siden det er blevet til nye tryk til os selv.

Så var Alexander Tovborg på trykkeriet for at lave et værk til QSPA (Queen Sonja Print Award). Den Norske dronning uddeler hvert år en grafik pris og en del af prisen er en grafisk udgivelse.
Kunstneren Husk Mit Navn var på trykkeriet i en lidt længere periode for at lave 8 oplag til en kunstforening.

Søren Sejr er en af værkstedets nyere samarbejdspartnere. Vi har tidligere på året lavet et tryk, som nu næsten er udsolgt, så derfor var han forbi og lavede 2 mindre arbejder.

En anden Søren nemlig Søren Behncke eller Papfar, som han også hedder, var for første gang på trykkeriet for at lave en lille opgave. Det var et godt samarbejde, og jeg gerne vil lave mere med ham i fremtiden.

Så har Adam Saks været forbi af flere omgange med en opgave til et Norsk Galleri og et tryk til Museum Jorn.

Lige p.t. er Asger Gjerdevik på trykkeriet for at lave en opgave til et stort udstillingssted. Vi har faktisk haft ret travlt med opgaver ud af huset, og det går lidt ud over tryk til vores eget galleri. Også på rammeværkstedet er der travlt hele tiden.