Nyhedsbrev nr. 58 – marts 2021

Udgivet 01/03-2021

Kære medlem

Foreningen har herved fornøjelsen af at udsende Nyhedsbrev nr. 58.

Foreningsnyt

I lighed med anden foreningsaktivitet, har vi også i Stentrykkets Venner ligget underdrejet på grund af corona pandemien. Vi håber, at vore medlemmer er kommet igennem uden smitte og alt for store restriktionsulemper. Det er ikke slut endnu, men vi øjner lidt lys forude, ikke mindst fordi vaccinationerne nu er i gang. Vi ønsker alle vore medlemmer et godt og sundt Nytår med et genoptaget foreningsliv.

Bestyrelsen har imidlertid ikke ligget på den lade side. Vi har afholdt online bestyrelsesmøder om de løbende forretninger og vi har truffet aftaler om årstryk og legattryk i 2021.

Opkrævning for kontingent for 2021 er udsendt den 8. marts, og vi beder medlemmerne indbetale de 550 kr på foreningens konto 2310 - 7561173987. Husk at angive navn på indbetaler, ellers har kassereren store problemer med at registrere indbetalingen.

Årstrykket 2021

Årstrykket for 2021 vil blive udført af Ivan Andersen. Der er truffet aftale om arbejdet på værkstedet, og som sædvanlig regner vi med at have trykket færdigt inden generalforsamlingen, som i år er fastlagt til torsdag den 27. maj.

Ivan Andersen er født 1968 i Tåstrup. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, København, 1999-2005. Han bor og arbejder i København.

Ivan Andersens primære medier er fotografi, maleri.

Ivan Andersens ekspressive malerier henter deres motiviske indhold fra den danske og tyske dagligdag. Busser, lygtepæle, undergrundsbaner og lignende indgår i maleriernes samlede kompositioner.

Hverdagselementerne optræder som spor af noget hjemligt og genkendeligt, som nedbrydes af maleriernes fragmenterede udtryk. Tematikker som forfald og opløsning løber som tynde røde tråde gennem Andersens farvemættede malerier.

Se mere på hans hjemmeside www.ivanandersen.dk.

Ivan Andersen. Årstryk 2021 for Stentrykkets Venner

Atelierbesøg hos Mie Mørkeberg

Det er stadig vores hensigt at afholde et besøg på Mie Mørkebergs atelier, men datoen for besøget kan vi først fastlægge når restriktioner og sikkerhed tillader det. Det vender vi tilbage med.

Foreningens hjemmeside

Der arbejdes fortsat på en opdatering af hjemmesiden. Vi har sagt dette før og vi bøjer nakken og håber på at kunne præsentere et nyt flot layout inden sommeren.

Legattryk 2021

Midlerne i foreningens kunstnerlegat tilvejebringes gennem salg af litografier og plakater. I 2020 uddelte vi legatet til Ahmad Siyar. Vi har stadig et lille lager af han flotte tryk, som vi tilbyder vore medlemmer til en pris af 1500 kr.

Igen i 2021 vil vi uddele en legatportion på 25.000 kr. Valget er faldet på kunstneren og tegneren Rikke Villadsen.

Rikke Villadsen (født 1976 i Aarhus) er en dansk tegneserieskaber og forfatter. Hun er uddannet fra Danmarks Designskole i 2008 med hovedfag i illustration ved Henrik Drescher og med sideløbende studier i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet.

Villadsen debuterede i 2009 med tegneserien Skægmanden fra Varde i samarbejde med Jens Blendstrup, som de to fortsatte året efter med Skægmanden i Skærsilden. Begge bøger var en del af serien 676 fra forlaget Aben Maler. I 2011 udkom hendes første grafiske roman, Ind fra Havet. Hun fortsatte med tegneserien Et Knald til i 2014, en feministisk og surrealistisk queerwestern.

Statens Kunstfond tildelte i 2015 Villadsen et tre-årigt arbejdslegat i 2015. I 2017 udkom børnebogen Bennys far kører tog.

I perioden 2014-2018 var Villadsen tilknyttet Forlaget Basilisk som tegneserieredaktør med en ambition om, at tegneserien skulle kunne nyde større anerkendelse i danske litterære institutioner. De fleste af hendes bøger er nominerede til Pingprisen i kategorien Bedste danske tegneserie. Ind fra Havet er oversat til engelsk, og Villadsen udkom som den første dansker på Fantagraphics
Books i 2019. Siden fulgte COWBOY (Et Knald til) i 2020. I 2019 udkom Villadsens tredje grafiske roman, Tatovøren og klitoris på forlaget Fahrenheit. I 2020 udgav Villadsen selv en karantænekunstbog og -tegneserie, Tuberculosis 2020.

Rikke Villadsen. Legattryk 2021 for Stentrykkets Venner