Jørgen Haugen Sørensen
- Medlemstryk 2016
- Papirformat H49 cm x B54 cm
- Signeret og nummereret af kunstneren
Jørgen Haugen Sørensen (1934-2021) var en prominent figur på den danske kunstscene, især anerkendt for sine skulpturer, der har prydet det offentlige rum i flere generationer.
Et af hans betydelige senere værker var reliefferne og skulpturerne "Justitio og Vidnerne" til Københavns Byret på Nytorv. Forarbejder og skitser til dette monumentale projekt blev udstillet på Thorvaldsens Museum i sommeren 2014.
Udover sit arbejde som billedhugger skabte han også en lang række tegninger og skitser, ofte med monokromt udtryk og motiver, der afspejler de mørkere sider af tilværelsen. I 2015 udstillede han en serie tegninger med titlen "Domino Effects" på Galleri Hans Alf i København.
Jørgen Haugen Sørensen boede og arbejdede i Pietrasanta i Toscana, Italien, men opretholdt gode forbindelser til det danske kunstliv. Han var et mangeårigt medlem og flittig udstiller i kunstnersammenslutningen Grønningen. Senest har han overdraget en stor del af sine værker til Bornholms Kunstmuseum, hvor hans monumentale skulpturer kan opleves både indendørs og i skulpturparken omkring museet.