Kristian Devantier
- Årstryk 2006
- Signeret og nummereret af kunstneren
Statens Kunstfonds billedkunstneriske indkøbs- og legatudvalg
har i maj 2006 uddelt et tre-årigt arbejdsstipendiat til:
Kristian Devantier, f. 1971
Kristian Devantiers maleriske projekt har fra starten af hans karriere fremstået som et enkelt, forståeligt og figurativt billedsprog. Der er ved første øjekast en særlig tryghed ved hans billeder, alene det at de i så høj grad er genkendeligt ’Devantierske’. Og så er de måske malet i det, nogen kalder glade farver. Men der er noget sært foruroligende i denne klarhed, en klarhed som på én gang er anonym og meget karakteristisk.
Kristian Devantier (f. 1971) arbejder med farverige kollager, der kombinerer udskårne papstykker med udklip af billeder fra blade og aviser. Denne sammensætning af rene farver og fotografier giver et overraskende og underfundigt billedrum; der skabes et særligt spil mellem koloritten og repræsentationen. Devantiers malerier med ansigtsløse mennesker virker enkle og umiddelbare med deres rene farver, men samtidig er disse skabninger triste og ensomme i deres stive, kluntede form uden identitet. Hos Devantier får et tilsyneladende letsindigt udtryk et dybere, tungere indhold; en leg med form og flade bliver fyldt med eksistentielle overvejelser.
Kristian Devantier har i samarbejde med værkstedet udført årstryk 2006 til foreningens medlemmer.